Ulver I. Wolf & Fear
Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed Om Fuldmaanens Vee & Grue Naar det klagede op mod hendes Skiær Fra Vintrens kolde Eensomhed Da frycktede de at Vargen vaer nær Vakt vaer dends gamle Mayestet Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet I hendes Lius, som han splidder med dend Skygge som han spreer, Skyggen aff een ikjend Mackt Der den hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt Dende Diefvels Herold, han herjede Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv, Han dræber, medens Afgrunden brager Forbandelsen er her visseligen Aff Diefvlen han bleff skiænked een Gave Der ved Trolddom favned ham til Ulv Ey vaer han længer een Guds Slave Der ved Midnat vandred ofver hule Grave